Hej !
Vi skulle jo have været afsted d. 20-11, men der var der for megen vind. Så den tur måtte aflyses, selvom jeg havde haft besvær med samling af deltagere.
Nå men efter en snak med Henrik (skipper på båden) blev vi enige om d. 26-11 , da der var udsigt til bedre vejr . Næsten alle sagde ok til denne dato. Fik lige fundet den sidste deltager.
Kl. lo.. øh meget tidlig ca 4.45 var jeg vågen og stod derfor op. Man er vel frisk når man har sovet fire-fem timer. Kaffemaskinen var forberedt, så det var bare at trykke på knappen. Medens den løb igennem var der lige 15-20 glas der skulle vaskes fra dagen før.
Kl. halv seks var det Sv Å der skulle hentes og så hjem på adressen hvor Ole R. ventede. Nå det gjorde han så ikke, men han ringede så og fortalte at han holdt på Nettos parkering. Ind i bilen med ham og så afsted mod Onsevig.
Efter en køretur på næsten halvanden time var vi fremme. HM—–lidt rigelig vind.
Alle var mødt til tiden, så båden sejlede lidt i otte. Efter ca. 20 min. sejltid kom de første børsteorm i vandet . Det gik lidt trægt med ophaling af de flade , men der kom da lidt fisk.
Man skulle også lige huske at holde sig fast . Der var ifølge skipper 7-8 sek. m vind, selvom jeg havde læst mig til på diverse vejrudsigter at det kun var 4-5 sek. m.
Nå men efter ca 7 timers sejlads vendte vi snuden (den var rød af kulde) mod havn. Efter optælling kom jeg til det resultat at vi fik 69 fladfisk +7-8 Ulke og en musling.
Da vi havde fået fast grund under fødderne igen, blev der takket for en god tur. Trætte efter en lang dag på havet gik det så hjemad . Fisk skulle renses , lidt aftensmad, TV avis og så i seng.
Nå sådan gik det ikke. Tv avis i ti min. lukkede øjne til kl 22.30 og så i seng. Sådan var det på den sidste tur i dette år. MVH Bjarne